Af Thomas Ginnerup
BLOG: I disse dage er der kloge folk, der skal finde afløsere for begge de danske
seniorlandstrænere. Men hvor står seniorlandsholdene egentlig, og hvilke overvejelser er
det, som forbundets ledelse skal gøre sig?
Begrebet historisk er ofte brugt og næsten lige så ofte misbrugt, men netop denne situation
er historisk af flere grunde. Historisk dårligt
For det første står begge landshold historisk dårligt. For så vidt angår damelandsholdet,
kan jeg ikke huske, hvornår det hold sidst har spillet en officiel FIBA-kamp, og de få
træningskampe, det er blevet til i mellemtiden, er som oftest blevet tabt – og ikke sjældent
stort. For så vidt angår herrelandsholdet kan jeg godt huske, at de har spillet FIBA-kampe,
men den seneste sejr fortaber sig i de historiske tåger. Efter et meget kort ophold i A-
truppen gik turen tilbage i B-gruppen, og her blev det til otte nederlag i lige så mange kampe.
Man må altså konstatere, at holdet p.t. ikke besidder styrken til at begå sig i B-gruppen, og
det er nu op til holdet at vise, at C-gruppen er for lavt et niveau at konkurrere på.
Det andet, der gør situationen historisk er muligheden for at bygge et seniorprogram
ovenpå et eksisterende og velfungerende ungdomsprogram. Man har ikke tidligere været i
den situation, at de danske ungdomslandshold samlet set træner så meget og spiller så
mange officielle kampe. At man så også registrerer en generelt voksende succes er kun en
yderligere bonus.
Det tredje, som gør situationen historik, er, at man faktisk har en sportschef i form af
Jesper Hauge. Tidligere har netop denne rolle ofte været kædet sammen med en eller
anden form for trænerrolle, men i den nuværende situation har forbundet mulighed for –
inden ansættelsen af en træner – at foretage sportslige overvejelser. Overvejelser, der
tidligere blev henlagt til efter, at man håbede at have ansat den ”bedste” træner. Jeg skriver
her bedste i anførselstegn, da netop bedømmelsen af en træners evner ikke mindst skal
ske i forhold til en formuleret strategi.
Sidst men ikke mindst er det en historisk situation, at begge landstrænerstillinger skal
besættes næsten samtidigt, da det giver mulighed for at skabe en integreret virksomhed på
baggrund af en fælles filosofi på samme måde, som det er sket på ungdomssiden.
Hvilke overvejelser er det så, som forbundet står overfor?
Landstræner og klubtræner?
Hvis man lytter til jungletrommerne og diverse fora, så er det største spørgsmål, om en
landstræner nu også kan være klubtræner samtidig, og om en landstræner skal være
dansker eller kan hentes i udlandet. Disse og andre trivielle spørgsmål er kendetegnet ved,
at der er mange meninger, ingen enkle svar og absolut intet konstruktivt i debatten.
Kernespørgsmålet er i disse dage ikke så meget, hvem der skal træne landsholdene, men
hvad forbundet vil med sine landshold. Når man ved det, så kan man også finde den rette
person til jobbet. Det er vigtigt at slå fast, at det ikke drejer sig om, hvilken turnering holdene
skal spille, eller hvilke målsætninger der skal sættes. De essentielle spørgsmål er hvilke
mere grundlæggende filosofiske og kulturelle overvejelser, der skal ligge bag de danske
seniorlandshold de kommende år.
Filosofi og kultur
Og hvad er det så man mener, når man snakker filosofi og kultur på et landshold? Det kan
fx være krav til samarbejde med ungdoms- og ikke mindst U20-landsholdene. Krav til
spillernes fremmøde. Krav til trænerens engagement i forbindelse med forbundets andre
aktiviteter som fx uddannelse og breddeudvikling. Brug af ass.-coaches? Det er fx værd at
notere, at både Thomas Quaade, som nu træner U18 herrer, og Mads Christensen, som
træner U20 herrer, begge har fungeret som ass.-coaches under den afgående landstræner
Alan Foss.
Det bliver spændende at se, hvem der kommer til at besætte landstrænerposterne – og på
hvilket grundlag. En ting er dog sikkert. Ligegyldigt hvordan det kommer til at gå, så bliver
det en beslutning, der kommer til at påvirke dansk basket i mange, mange år frem.
Læs med, når jeg i næste uge ser på den nye ”Big Man”.
